Kære Bitz

Jeg er i gang med at tabe mig og synes selv jeg er kommet godt i gang.
 Jeg har før tabt mig 10 kilo...men efter graviditet tog jeg dem alle på igen...
og ja nu er jeg oppe på hesten igen, og i gang med at tabe mig.
 Har 27 kilo for meget på sidebenene, og vil gerne sætte lidt skub i forbrændingen.
 
Hvilken te er bedst til at sætte forbrændingen op grøn eller sort te?
 Er der en te der er specielt god?
 Men hvilken te er bedst til at sætte forbrændingen op? 
Gerne et navn på teen.

Pia

Det er lidt en skrøne te øger forbrændingen. Ganske vist har der været lavet lidt forsøg med grøn te, der har vist at kunne øge forbrændingen marginalt – men du skal indtage 6-8 kopper hver dag! Så jeg vil anbefale at du dropper tanken om te og så i stedet for dyrker noget motion, der helt sikkert booster din forbrænding. Og hvis du vil have et effektivt vægttab, så kan du f.eks. følge min Go’ Kur der kan findes på go.tv2.dk.

Bitz
Kære Bitz

Du er kommet med rigtig mange gode foreslag på sund snack. Jeg savner dog noget uden nødder eller mandler, da jeg er allergisk over for begge dele.

Hanne

Hvad med et stykke fuldkornsknækbrød med mager ost eller marmelade? Eller en skål drænet yoghurt med bær og havregryn? En rugbrødsklapsammen med f.eks. mørk pålægchokolade er også glimrende i en snæver vending.

Bitz
Kære Bitz

Jeg har fundet denne kakaomælk i supermarkedet og jeg er lidt i tvivl om hvor sund den er. Den er fra Hirtshals Mejeri og er en kakaoskummetmælk uden tilsat sukker.

Indholdsfortegnelsen lyder som følger:

96% skummetmælk (0.1% fedt), 2,7% kostfibre(inulin), 1,1% affedtet kakaopulver, stabilisator: Carrageenan, Guar gum, mono- og diglycerider, salt, sødestof (acesulfamkalium)


og har næringsværdier pr 100g:

energi 35 kcal, protein 3,5 g, kulhydrat 4,9 g, fedt 0,3 g, kostfibre 2,7 g, natrium 0,05 g


Det jeg er i tvivl om er at næringsværdierne er stort set det samme som skummetmælk, men der er en masse ingredienser jeg aldrig har hørt om. Hvor sund er denne kakaomælk?

Ukendt

Kakaomælk bør altid opfattes som et nydelsesprodukt og skal derfor nydes i begrænsede mængder. Den ovenstående kakaomælk er dog relativ kaloriefattig, da man har brugt kunstigt sødestof, i stedet for sukker, til at søde den med. Der er desuden tilsat div. E-numre (stabilisatorer) i for at gøre den tyktflydende og cremet. Jeg er personligt ikke begejstret kunstige sødemidler, der måske kan være med til at øge appetitten, men ud fra en vægttabsmæssig betragtning, så er produktet helt okay. Jeg vil dog fortsat opfordre til at minimere indtaget af søde sager – inkl. kakaomælk.

Bitz
Kære Bitz

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt om alkohol... hvis man nu skal en tur i byen, hvilket jo bare sker ret tit :) er der så noget der er bedre at drikke end andet - her tænker jeg selvfølgelig på hvad man forbrænder bedst... er der overhovedet nogle tricks til en lidt 'sundere' bytur?! Jeg håber at kunne lokke et godt råd ud af dig :)

Bent

Alkohol bliver forbrændt med samme hastighed – uanset type. Og når man indtager store mængder, så påvirker det kroppen særdeles negativt. Så man kan ikke gå ”sundt” i byen. Så det sundeste du kan gøre, er at drikke mindre. Men det er jo ikke så sjovt… Så der er heldigvis lidt du kan gøre. Du kan f.eks. holde igen med drinks, der er blandet med sodavand og juice, hvilket giver en masse ekstra kalorier. Vælg heller drinks blandet med f.eks. danskvand eller lightsodavand. Hvis du vælger at drikke spiritus der ikke er opblandet, så vær forsigtig, da det kan være svært at styre. Drik rigeligt med vand før, under og efter din druktur, hvilket kan minimere dine tømmermænd. Go’ bytur!

Bitz

tilmeld dig mit nyhedsbrev her