Kære Bitz

Jeg er blevet utroligt glad for ovnbagte grønsager med kylling (gulerødder, pastinakker, peberfrugt, champignon og den slags). Men nu har jeg hørt at man skal passe på med gulerødder, pastinakker og andre rodfrugter, hvis man prøver at tabe sig. Er det rigtigt eller kan jeg bare spise løs?


Emil

Du kan trygt spise løs af alle de sunde rodfrugter og hvad du ellers finder på at bage af grøntsager i ovnen. Det er først hvis du fedter dem ind store mængder sovs, dressing eller olie, at kalorieindholdet kan give anledning til løftede øjnbryn, hvis du gerne vil tabe dig.

Bitz
Kære Bitz

Jeg er en mand på 30, der elsker den gode gammeldags danske mad, men diskuterer gang på gang med stort set alle andre hvor sundt eller usundt det er. Jeg kan ikke se at det kan være så usundt med en ret som hakkedrenge, sovs, kartofler og broccoli. Tværtimod, der er da en masse gode ting i. Er det så usundt eller fedende? Jeg mener hvis man bare kontrollerer mængden og i øvrigt spiser nogenlunde sundt, kan det da ikke være så slemt, eller hvad?

Ayhan

Jeg er fuldstændig enig med dig. Traditionel dansk mad kan sagtens være sundt, hvis du spiser masser grøntsager, kartofler, etc. og sparer lidt på kødet og sovsen.

Du kan finde masser af sunde traditionelle retter i Bitz din sundhed og i den kommende Bitz dit køkken (udkommer 16/9). Du kan også hente den madplan som jeg udvkler med Claus Holm til TV2 hver uge. Se mere på go.tv2.dk.

Bitz
Kære Bitz

Jeg har forsøgt mig med at starte dagen med en smoothie fra firmaet Innocent blandet med en spsk. hørfrøolie. Jeg kan nu se på smoothien at den er pasteuriseret. Er næringen så ødelagt? Og hvad med olien - har hørt diverse historier om at olien ikke må blendes og at man slet ikke kan optage den omega 3 der er i olien... så har jeg bare valgt helt forkert her?

Pernille

Nej, men det er korrekt at varmebehandlingen ødelægger en del af vitaminerne (primært vitamin C) – men det er stadig masser sundhed tilbage. Og selv om det måsker er sundere at lave dem selv, så er købe-smoothies jo ikke usunde. Det svarer lidt til at sige, at det sundere at løbe 10 end 5 km –og derfor skal du ikke løbe 5. Det holder jo ikke. Så kan man med god samvittighed nyde de købte (og glæde sig over at slippe for rengøring). Husk kun at indtage max et glas smoothie/juice om dagen.

Mht hørfrøolie, så sker der ikke noget med at blende den med. Men det er korrekt at du optager mindre omega-3 fra vegetabilske kilder ift. den omega-3 du finder i fede fisk.

Bitz
Kære Bitz

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt om alkohol... hvis man nu skal en tur i byen, hvilket jo bare sker ret tit :) er der så noget der er bedre at drikke end andet - her tænker jeg selvfølgelig på hvad man forbrænder bedst... er der overhovedet nogle tricks til en lidt 'sundere' bytur?! Jeg håber at kunne lokke et godt råd ud af dig :)

Bent

Alkohol bliver forbrændt med samme hastighed – uanset type. Og når man indtager store mængder, så påvirker det kroppen særdeles negativt. Så man kan ikke gå ”sundt” i byen. Så det sundeste du kan gøre, er at drikke mindre. Men det er jo ikke så sjovt… Så der er heldigvis lidt du kan gøre. Du kan f.eks. holde igen med drinks, der er blandet med sodavand og juice, hvilket giver en masse ekstra kalorier. Vælg heller drinks blandet med f.eks. danskvand eller lightsodavand. Hvis du vælger at drikke spiritus der ikke er opblandet, så vær forsigtig, da det kan være svært at styre. Drik rigeligt med vand før, under og efter din druktur, hvilket kan minimere dine tømmermænd. Go’ bytur!

Bitz

tilmeld dig mit nyhedsbrev her